Mascha Vang-case study: Hvornår og hvordan går man fra at være en person til at være en personlighed?

I morges var De Konservatives medlem af Folketinget Rasmus Jarlov inviteret på besøg i TV2’s Go’ Morgen Danmark. Det var en slags sommerportræt, men efter en indledende, hændervridende snik-snak kom de endelig til sagen, og intervieweren lyste op i et stort smil, da hun endelig fik lov at spørge ind til den historie, som var det egentlige påskud for at invitere politikeren: Rasmus Jarlov er blevet kærester med Mascha Vang.

Hvordan er det at date én, der er “kendt”? ville intervieweren vide, og det er tydeligvis noget, som en let rødmende Rasmus Jarlov ikke helt har vænnet sig til endnu.

Jeg læste historien allerede for et par dage siden i et af de etablerede medier og kunne godt fornemme, at der var tale om en kendt kæreste, men jeg måtte alligevel google Mascha Vang for at finde ud af, hvem hun er. Jeg havde ganske vist hørt hendes navn før, men troede faktisk, at hun var popradiovært eller pornostjerne eller noget i den retning.

Sidstnævnte er ikke helt rigtigt, viste det sig, men hun har dog været model i mandebladet FHM og har sammen med eks-pornostjernen Kira Eggers været sex-brevkasseredaktør samme sted.

Racerkører- og skuespiller-kærester, lækre fodboldspillere, pornostjerne-veninde, skandaler og retssager? Mascha Vang må vist være noget ved musikken, så hvad er hun egentlig kendt for?

Afhængig af, hvem man spørger, er hun “brystbombe” (Se & Hør), “mode-blogger” eller bare “blogger”. Hun har sin egen hjemmeside Maschavang.dk og er medstifter af et blog-netværk for sig selv og andre kendte bloggere, så de lettere kan tjene penge på at vise annoncer og på at anbefale produkter til de mange læsere. Og tjene penge – dét kan hun, ser det ud til: En bruttofortjeneste på 1,8 mio. kr. i 2015.

(Aha, man kan altså leve af det her bloggeri – og score en kendt/rig/pæn kæreste? Yes!!!)

Kan man virkelig leve af dét?

Maschavang.dk skulle angiveligt være en mode-blog, men det ser ud til, at den handler mest om Mascha Vang. Der er godt nok mange billeder af hende med trutmund og selfies af den slags, man ser teenagepiger og meget unge kvinder poste i stakkevis på Facebook og Instagram. Og så er der en masse rosende omtale af de produkter, hun bruger for at se pæn ud i en alder af 36 år.

Ifølge en disclaimer på siden kan der være sponsorerede indlæg og “affiliate-links” – altså link til en “samarbejdspartner”, dvs. hjemmesider, som giver Mascha Vang en bonus for hver gang, hun henviser en kunde til deres netbutik. Ifølge disclaimeren vil der være en note i bunden af et blogindlæg, hvis der er tale om sponsoreret indhold, men enten har hun glemt det, eller også er hun bare helt vild med sine dyre produkter til pleje af sommerhuden.

Mascha Vang er ikke så stiv i at sætte kommaer, og lix-tallet ligger vel omkring niveauet for en børnebog (eller rettere: En ugebladsnovelle for unge, for hun skriver ikke særligt langt). Men hun skriver mundret, talesprogs-agtigt, ind imellem med budskaber fra hjertet (mellem alle lovprisningerne af produkterne) og et par steder såmænd ganske underholdende.

Jeg tror, mange piger/kvinder vil kunne identificere sig med hendes mange små hverdagshistorier, og det forklarer måske, hvorfor hun i 2013 var Danmarks mest googlede person.

Men det lykkedes mig stadig ikke helt at finde ud af, hvorfor hun er så berømt.

Hvordan blev Marianne Christensen fra Byrsted i Himmerland til fænomenet Mascha Vang? Eller “tv-personlighed”, som Wikipedia kalder hende.

Hvornår går man egentlig fra at være en person til at være en personlighed?

Den Danske Ordbog definerer (i denne sammenhæng) en personlighed som en person, der skiller sig ud fra mængden, mens Gyldendals “Den store danske” berører det interessante emne, at personligheden også kan opfattes som en rolle eller ligefrem en maske, man viser udadtil.

Sidstnævnte gav anledning til en aprilsnar fra danske Sidney Lee, da han i 2011 stod frem på tv og fortalte, at hans kendthed bare var et psykologi-eksperiment. Det var en af den slags, hvor man ikke rigtigt vidste med sikkerhed, om det nu også var en aprilsnar…

Celeber, célèbre, celebrity

Der er ikke noget nyt i kendthed. Faktisk går det helt tilbage til oldtiden, hvor de gamle grækere dyrkede de første OL-atleter, og Roms Julius Cæsar vil også kunne betegnes som en “celebrity”.

Det er da også fra latin, at vi har ordet celeber, som betegnede en person, der var berømmet og/eller hædret af (folke-)mængden. Og så blev ordet i øvrigt oprindeligt udtalt med en k-lyd [ˈkɛ.ɫɛ.bɛr] og ikke som i dag med en s-lyd.

I Danmark har vi mange sagn og fortællinger om helte fra Ansgar til vikingerne. Fælles for de oprindelige “kendte” var, at de først og fremmest var kendt for deres gerninger: De var atleter, krigere, erobrere, opfindere, forkyndere osv. Selv de kongelige var – i hvert fald frem til enevældens ophør – også statsledere og hærførere.

Men tingene ændrede sig op gennem 1800-tallet, romantikkens tidsalder, hvor de kongelige efterhånden fik den status, som vi kender i dag. Dengang var f.eks. enhver overklasse piges drøm at blive præsenteret som debutant, når man var giftemoden og ude med snøren efter en velhavende mand af god familie og status. Altså lidt som i dag, når pigerne fra Paradise Hotel går på celebrity-barer i København for at finde en kendt kæreste…

Måske var den nye dyrkelse af berømthed et udtryk for de demokratiske reformationer op gennem 1700-tallet, som spredte magten, og vel især også, at videnskaben havde forbedret produktionsmetoder, fødevareproduktion- og logistik og medicin så meget, at man kunne begynde at koncentrere om mere end blot de basale behov. Det tæller naturligvis også med, at der skete store teknologiske fremspring i trykketeknologien, og der var godt gang i avisdriften.

I hvert fald blev man fra begyndelsen af det 19. århundrede optaget af mere end blot det materialistiske. Nu skulle man også prioritere æstetikken og ind imellem turde lade følelserne regere.

Berømthed er straffen for talent

Det franske ord “célébrité” optræder i sin tidligste definition i en bog af Nicolas Chamfort. Han skød sig en kugle for panden i 1794, og året efter udkom hans sidste værker med bl.a. definitionen af berømthed:

“La célébrité est le châtiment du mérite et la punition du talent”.

Det kan oversættes til noget i retning af: “Berømthed er revselsen af præstationer og straffen for talent”. (ja, han lyder lidt mavesur, men han endte jo også med at skyde sig, ikke?)

Først 30-40 år senere begynder ordet “celebrity” at optræde i engelsksprogede medier som betegnelse for en kendt person.

Men kendthed er uløseligt forbundet med billedmediet. Og da (biograf-)filmen fik sit gennembrud, så man også de første “stjerner”. Men det var fortsat mest nogen, som var kendt for deres gerninger eller talent inden for eksempelvis skuespil.

Det ændrede sig, da tv kom til, og det blev en royal begivenhed, der for alvor satte skub i udviklingen, da BBC 2. juni 1953 transmitterede direkte fra kroningen af Dronning Elizabeth II. En tv-event, der blev overværet af anslået 20 millioner seere.

Den amerikanske historiker Daniel J. Boorstin stod i 1961 fadder til udtrykket “famous for being famous”, et udtryk han definerede som “a person who is known for his well-knownness”. Altså en person, der er kendt for sin velkendthed. (Suk…)

Det var i et tv-program i 1963, at det svenske udtryk “kändis” optrådte første gang. Altså det udtryk, som senere blev til vores danske udtryk: “Kendis”.

Tv uden manuskript

Tv-serien “The American sportsman”, der havde premiere i 1965, var formentlig det første reality-tv-koncept, som minder lidt om det, vi kender i dag. Serien fokuserede på kendte, som typisk var kendt for deres meritter (f.eks. skuespillere). De blev fulgt af kameraer i situationer uden manuskript. “Unscripted tv” er en af definitionerne på “reality tv”.

På dansk er “fluen på væggen” en genre inden for både reality-tv, men også journalistike reportager og dokumentarfilm; en metode, som bl.a. Poul Martinsen brugte meget dygtigt i sine film. Det er en meget kostbar og tidskrævende produktionsform, fordi man har begrænset kontrol over begivenhederne og derfor må bruge lang tid på optagelser og endnu længere tid på efterfølgende redigering.

Poul Martinsens første film udkom i 1969, men allerede inden da, var Simon Spies godt i gang med bolledamerne i de frigjorte 1960’ere.

Al omtale er go’ omtale…

Simon Spies er formentlig en af de første danske kendisser, som blev “kendt for at være kendt”. Han var ganske vist en meget dygtig forretningsmand og var meget bevidst om måde at bruge medierne til at sælge rejser, men det var først og fremmest drukturene og bolledamerne og ikke mindst hans skamløse (i ordet egentlige forstand) tilgang til druk og hor, der gav ham medieomtale.

Danmarks Radio sad stadig tungt på monopolet op gennem 1970’erne, og man var endnu ikke meget for at give almindelige mennesker en hovedrolle i tv-programmerne.

Kendis-Danmark fik et boost, da Fie Adamas i 1977 etablerede landets første event-bureau. Hun er en knusende dygtig forretningskvinde og fik hurtigt skabt sig et navn som den, man gik til, hvis man ville have cremen af de kendte til at dukke op til en PR-event.

Men det var først efter opsendelsen af tv-satellitter og liberaliseringen af tv-mediet, at der for alvor kom gang i reality-tv, hvor helt almindelige mennesker blev tv-stjerner.

Og så alligevel, for det blev en hollandsk public service-kanal, der kom først med tv-programmet “Nummer 28”, som var et ungdomsprogram, hvor helt almindelige mennesker blev lukket ind i et hus (med husnummer 28 – deraf titlen) og filmet. Det blev forløberen for MTV’s “The Real World” og omkring årtusindskiftet “Big Brother”, “Robinson” og mange, mange andre lignende koncepter.

Mascha Vang indtager tv

Nu hedengangne “TV Danmark” forsøgte sig første gang i 1999 med reality-genren i programmet “Villa Medusa”, hvor unge blev installeret i en villa under sydlige himmelstrøg uden en krone på lommen og derefter skulle klare sig selv. Programmet blev Mascha Vangs tv-debut.

Hun blev dog først for alvor til en tv-personlighed, da hun i 2005 medvirkede i første sæson af TV3 Danmarks “Paradise Hotel” – et koncept, som handler om at spærre en flok unge, smukke festaber inde på et luksushotel i Mexico, forsyne dem med rigelige mængder alkohol og vente på, at de har sex med sig selv og/eller hinanden.

TV3 sendes via satellit fra en station i England (for bl.a. at omgå de danske reklame-regler, der forbyder reklameafbrydelser midt i programmerne) og er således underlagt engelske censurregler. Formentlig derfor – og måske også af hensyn til annoncørerne – er sexscenerne censurerede, enten har man klippet noget fra eller har sløret detaljer. Det gjorde det oplagt at indgå mere eller mindre formelle partnerskaber med ugeblade og formiddagsaviser, som bliver forsynet med lidt frækkere klip, som både skaber webtrafik/seere/læsere for alle parter. Win-win, hele vejen rundt… i hvert fald set ud fra et annoncørsynspunkt.

Mascha Vang blev kærester med sin “Paradise Hotel”-partner, og selv om de to ikke vandt programmets førstepræmie, fik parret stor medieopmærksomhed – også lang tid efter programmet, f.eks. i dette interview med SE & HØR, hvor Mascha Vang tre år efter “Paradise Hotel” bedyrer, at hun ikke gider det der reality-liv.

Hun var dog ikke mere træt af det, end at hun samme år medvirkede i TV2 Zulus “Djævleræs”, og året efter mødte hun racerkøreren Nicolas Kiesa og blev castet til TV3’s “Fangerne på fortet”, og BT kunne i forbindelse med tv-optagelserne berette, at hun fik lejlighed til at vise ballerne frem på tv.

Medierne elsker (stadig) Mascha Vang- eller i hvert fald den trafik, som hun giver deres annoncørbetalte hjemmesider.

I mellemtiden fik hun og racerkører-kæresten en datter, og selv om parret gik fra hinanden kort efter barnedåben, har Mascha Vang sikret sig, at datterens navn Hollie Nolia – nøjagtigt som sin mors navn – er registreret som varemærke. Og datteren har allerede lagt navn til en tøjserie, som hun også selv er fotomodel for – og er dermed formentlig Danmarks yngste reality-stjerne.

Man kan mene om hende, hvad man vil. Men Mascha Vang er altså ikke dum. Slet ikke. Tværtimod! Hun er en meget, meget dygtig forvalter at brandet / varemærket Mascha Vang.

Det bliver spændende at se, om der snart også kommer en Mister Jardex Jarlov herremode-serie.

Fornem pris til realityportal

Sikkert er det i hvert fald, at reality-genren er kommet for at blive. Og den er efterhånden også blevet en del af de mere etablerede medier.

Faktisk er genren blevet så “stueren”, at Realityportalen.dk i sidste måned vandt Danske Mediers mediepris, opkaldt efter Anders Bording, der stiftede Danmarks første avis Den danske Mercurius, som er nummer 18 på listen over Verdens ældste aviser.

Realityportalen.dk kom dermed i fint selskab med “Dagens Medicin”, som vandt Anders Bording-journalistprisen som anerkendelse for en artikelserie, der afslørede en psykiater, der fejldiagnosticerede og fejlmedicinerede sine patienter. Det er jo også næsten det samme som at afsløre, at Christopher engang er vågnet op i sit eget tis og bræk… eller noget.

Portalen havde i januar 913.000 besøgende og 2,7 millioner sidevisninger. Den har ca. 25.000 følgere på Facebook – cirka det samme antal som Gigtforeningen. Arbejdsgiverorganisationen Danske Medier synes at mene, at Realityportalen er lige den medicin, branchen har brug for: Masser af trafik til hjemmesiden!

Anders Bording-prisens formål er at skabe øget opmærksomhed om specialmedierne – “såvel inden for medlemskredsen som over for offentligheden og samfundet i det hele taget. Specialmediernes adelsmærke er journalistik til niche-målgrupper. Ved bedømmelsen lægges der derfor særlig vægt på projekternes gennemslagskraft over for deres individuelle målgrupper. Ved bedømmelsen tages desuden hensyn til mediets formål og ressourcer.”

Så ka’ de lære det på fagbladet Sygeplejersken, som efter et større udviklingsprojekt, der handler om at formidle faglig viden til medlemmerne, måtte se sig slået af Realityportalen.dk.
(Jamen, hvem fanden gider da osse læse et fagbladstillæg med titlen “Fag og forskning”, når man kan læse, at Paradise-Caroline har boet i en onanist-camp på Roskilde Festivalen? Tsk, tsk…)

Patter og diller på tv

I mellemtiden er “Paradise Hotel”, som var affyringsrampe for Mascha Vangs vej til stjernerne, blevet en stor succes, og serien kører fortsat på TV3.

Fælles for deltagerne i senere sæsoner af både “Robinson”, “Big Brother” og “Paradise Hotel” er, at der efterhånden opstår en slags Hawthorne-effekt, hvor deltagerne ændrer adfærd, fordi de bliver observeret. Altså en vekselvirkning mellem dem, der filmer, og dem, der bliver filmet.

På “Paradise Hotel” førte det til udvikling af det efterhånden klassiske lagen-tildækkede knald, hvor parterne forlyster sig højlydt, men uden at overtræde de britiske censurregler for nøgenhed.

Nøgenhed var der meget mere af i “Adam & Eva”, som havde premiere i 2015, også på TV3, men senere på aftenen (efter børnenes sengetid). Her var konceptet en øde ø (som i “Robinson”), hvor to singler skulle lære hinanden at kende – men her skulle de være helt nøgne.

Programmet var meget voldsomt hypet, men endte med at blive ufrivilligt komisk (som i hysterisk morsomt) – først og fremmest, fordi deltagerne var meget tydeligt utilpas ved hele den akavede situation, men også fordi man i både optagelse og redigering har gjort sig meget store anstrengelser for at antyde, at der her sker en masse frækt. Men i sidste ende handler det om at, man flasher en babs eller en diller i en brøkdel af et sekund ind imellem akavet og anstrengt dialog, hvor minutter føles som uger. Og vi er nok lidt for frigjorte til at falde i svime over den slags.

Til forskel fra “Paradise Hotel” så man ikke nogen have sex i “Adam & Eva”. Der var ikke så meget som en krammer, måske af censur-hensyn eller muligvis af skræk for, at nogen skulle få stådreng for åben skærm. For nok kunne TV3 slippe afsted med en mindre tv-revolution, da man for første gang viste “full frontal male nudity” i et reality-program, men det var altså – trods alt – stadig kun slappe dillere.

Kvinder kan ligge med skrævet lige op i kameraet, men tv må ikke vise et erigeret lem. Hurra for ligestillingen. Og sådan er det bare… Så længe det varer, i hvert fald.

For skal man blive ved med at bruge sex-vinklen på reality-tv, kan der næsten kun være én ubrudt grænse tilbage: Utildækket sex for åben skærm. Det bliver nok svært at finde “helt almindelige” deltagere, som vil “gå hele vejen” for at gå fra person til personlighed.

Eller gør det mon…?

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail