Fælleslisten – protestpartiet, der blev en parantes i regionalpolitik under balladen om placering af det nordvestjyske supersygehus – vil ifølge Dagbladet Holstebro stille op til kommunalvalget i 2017.
Listen trækker Nej-hatten godt ned over ørerne og vil høste stemmer på en dagsorden om, at de ældre får for lidt. Alt for lidt.

Men hvor skal pengene komme fra?
Kulturen, selvfølgelig!
Fælleslisten rammer lige i solar plexus på en rindalistisk tidsånd, som EkstraBladet nu også sætter under lup med en ugelang kampagne mod “kommunal gak-gak-kunst”. Også her bliver kultur-indkøb sat op som en hån mod besparelser på ældreområdet.
Hjemmehjælp til farmor – eller nye bøger til biblioteket?
Et af de største demokratiske problemer er det manglende kendskab til offentlig økonomi og en mangel på forståelse af den politiske proces, især i kommunerne.

F.eks. er der ikke ret mange, der ved, hvor forsvindende få procentdele af de kommunale budgetter, der bliver brugt på kunst og kultur, og hvor sindssygt mange penge, der bliver brugt til sundheds- og ældreområdet. Dermed ved mange heller ikke, hvor hamrende naivt det er at tro, at man kan få en pensionisttilværelse på 1. klasse bare ved at sende en skulptur til ophuggeren eller ved at lukke biblioteket og brænde bøgerne.

Bogafbrænding i Berlin, maj 1933. Foto: Bundesarchiv / Wikipedia

Et andet typisk problem er, at man ikke kender forskellen på anlægsudgifter og driftsudgifter. EkstraBladets åbningsnummer for den nye kampagne sammenligner f.eks. indkøb af en kunstfærdig bænk til 575.000 kr. med en kommunal besparelse på 2 mio. kr. på ældreområdet. Det er ikke engang som at sammenligne æbler og pærer. Det er æbler og papirclips.
Budget for dummies
Når en kommune beskærer f.eks. ældreområdet, er der tale om reduktion af en driftsudgift. En årligt, tilbagevendende udgift. En anlægsudgift er derimod en engangsudgift – en investering. Anlægsudgifter kan indkøb af f.eks. et kunstværk, men anlægsudgifter kan også være opførelse af bygninger. Det er ikke ualmindeligt, at en anlægsudgift medfører en (beløbsmæssigt) mindre driftsudgift til efterfølgende drift og vedligeholdelse.
Der er kun to instrumenter, man kan bruge til at få et kommunalt underskud på driftsbudgettet til at balancere: Spare på udgifterne eller hæve skatten. Sidstnævnte kræver tilladelse fra Indenrigsministeriet, og er normalt en sidste udvej.
Men tilbage til Faaborg-Midtfyn Kommune, som købte de formastelige bænke til udsmykning af bybilledet: Hvis kommunen havde undladt at købe “kunstbænke”, ville den stadig skulle spare 1.425.000 kr. på ældreområdet for at få driftsbudgettet til at hænge sammen. Og næste år, næste år, næste år…. osv. ….. skulle der stadigvæk spares 2 mio. kr.
Jo, det kan man godt…

Eksempel på bybillede, hvis man dropper al “flødeskummet” og gør æstetik til et fy-ord. Billedet forestiller Stasti-hovedkvarteret i Berlin. Foto: WIkipedia.

Jamen, er det ikke en hån mod borgerne at spare med den ene hånd og trække op i spenderbukserne med den anden hånd?

Nej. En kommune er – især siden kommunalreformen i 2007 – en milliard-forretning, som skal tage hensyn til meget forskellige interesser.
Og man må ikke glemme det vigtigste: Der er kun skatteyderne til at betale.
Afskaffer man al kunst i gadebilledet, lukker parkerne, udsulter museer, biblioteker og åndehuller, vil en kommune få vanskeligt ved at tiltrække (og holde på) skatteydere, som kan betale for al den ældrepleje, som vi åbenbart aldrig kan få nok af. Derfor må en kommune nogle gange bruge penge på ét område og samtidig spare på et andet.
Et kommunikationsproblem
For nylig var journalistuddannelsen under angreb. På ét punkt er jeg faktisk enig: Undervisningen i samfundsfag er for ringe, og journalister ved alt for lidt om offentlig økonomi. Kommunalpolitik, kommunal organisation og kommunal økonomi lærte vi intet om, da jeg tog uddannelsen. Men det er altså dét, der fylder mest henne i virkeligheden.
Jeg håber, at de dygtige journalister, som arbejder som kommunikationsmedarbejdere i kommunerne, vil komme op i gear og hjælpe med at give borgerne den oplysning, som medierne forsømmer eller ikke evner at give.
Vi har brug for mere information om, hvor mange penge kommunerne bruger, hvad de bruger dem til – og hvorfor.
Det er ikke alle borgere, der vil rose kommunen for at fortælle, hvor mange penge den bruger på kunst, kultur, idræt osv. – men vi har ret til – og godt af – at vide, hvad skattepengene går til. Kommunerne må aldrig blive bange så bange for borgerne, at den ikke tør fortælle på en enkelt og letforståelig måde, hvordan budgettet er skruet sammen.
Men det er selvfølgelig nemmere bare at henvise til et uoverskueligt budgetdokument, pudse glorien og tænke, at man har opfyldt sin informationspligt – og så er der jo heller ikke så mange besværlige borgere, der klager og vil have endnu mere at vide.
Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail