Fattig-Karina blev til fakta-fattig journalistik

Nogle gange er en fortælling så ekstrem, at man tænker: “Det her lyder for vildt til at være sandt!” Hvis man er journalist og hører sådan en historie fra en interviewperson, så bør man nok lytte til den gnavende tvivl…
Det var Zetland, der med sit interview med Karina Pedersen for alvor pustede luft under vingerne for markedsføringen af hendes nye bog, hvor hun fortæller dramatiske historier om sin opvækst i et socialt belast hjem og et ghetto-agtigt kvarter.
Historien har fået massiv opmærksomhed, fordi især Anders Samuelsen og LA-tropperne har skubbet Karina foran sig og præsenteret hendes vidnesbyrd om, at kontantshjælpsmodtagere er nogle nasserøve, som vi gør en bjørnetjeneste i vores naive godhed, når vi giver dem penge til husly, mad og den slags. Næ, det var meget bedre at smække kassen i, så de havde en reel motivation for at hanke op i støvlestropperne og ta’ sig sammen!
Ka’ det nu osse passe…?
(Spoiler alert: Nej)
… men, der viste sig at være et problem med Karinas historie! Eller rettere: Rigtig mange problemer med fakta i bogen og de interviews, som forfatteren har givet for at markedsføre bogen.
Andre journalister vågnede op og gav sig til at interviewe nogle af de personer, som Karina omtaler lidet flatterende i sin bog, og det viser sig, at bogen er fuld af løgne og overdrivelser.
Det er f.eks. ikke sandt, at flertallet af Karinas gamle skolekammerater er alkoholikere, stofmisbrugere eller forhutlede 2. eller 3. generations førtidspensionister. Og det kvarter, de voksede op i, var i øvrigt trygt og godt, fortæller de.
Samstemmende fortæller de, at Karina så vidt vides er den eneste af de gamle skolekammerater, der har været flittig modtager af den kontanthjælp, som hun ellers siger, at vi skal holde op med at udbetale.
Det kommer oven i historier om, hvordan hun har lånt store pengebeløb af venner og bekendte (uden at betale tilbage), når hun ikke har kunnet vride penge nok ud af kommunen. En af dem er Lisbeth Zornig, som kogte over og gik i krig med Karina på Facebook. Det har formentlig har været med til at vække tvivlen hos bl.a. MetroXpress, som i en meget lang artikel (der ville have haft godt af en korrekturlæsning, inden den blev publiceret), hvor den ene kilde efter den anden fortæller samme historie: Karina lyver og/eller overdriver.
Og det er bl.a. også kommet frem, at hun for to år siden i en længere periode fik tag over hovedet ved at flytte ind hos sin mor, som hun ellers beskriver som voldelig, fordrukken og modbydelig.
Undskyld(-agtigt)
Det er alt i alt en trist sag, som især LA og Anders Samuelsen, men så sandelig også journalister, burde lære af. Men ak…
JP, EkstraBladet og B.T. har over for MetroXpress bekræftet, at de ikke har faktatjekket de vilde påstande, som Karina slynger om sig. Men i stedet for at kigge indad retter de skytset mod forlaget Gyldendal og siger, at det da også er for galt, at man ikke kan stole på, hvad der står i en bog, som ikke engang er mærket “fiktion”.
Zetland går lidt i samme retning, men tilføjer et twist, der er som taget ud af spindoktorens Grønspættebog: De glider elegant udenom og i bedste fald skraber overfladen af den manglende kildekritik og fraværet af faktatjek og bruger i stedet krudtet på at undskylde en langt mindre forseelse. Genialt!
Zetland beklager, at de ikke har ventet med at udgive artiklen, indtil de fik kommentarer fra Karinas familie. De erkender altså, at de ikke har overholdt (en af de vigtigste) presseetiske regler om, at en angreben part skal have lov til at forholde sig til de påstande, der bliver rejst mod dem. Og det bruger man så rigtig mange ord for at forklare, hvorfor det ikke lige skete.
Samtidig har Zetland omhyggeligt sørget for, at den redaktionelle tilståelsessag er svær at finde på hjemmesiden – i modsætning til den oprindelige artikel.
“Der er ikke fejet noget under gulvtæppet”…
Sig undskyld – men ikke til læserne
Det hører med til historien, at Jyllands-Posten nu har fulgt op på historien og har nu endelig fået fat på Karinas mor. Så er man også fri for at undskylde den første historie. Nu er det jo bare partsindlæg – to sider og to synspunkter i en sag, ikke sandt?
Lidt lige som når man har en mand, der siger: “Jorden est flak!” Det er jo bare et synspunkt, ikke? Og hvis vi så lader en anden fortælle, at jorden er rund, så er vi lissom dækket ind.
Tilbage står, at vi ikke mindst takket være LA har stiftet bekendskab med “fattig-Karina på steroider”, og at det er hendes løgnagtige og overdrevne “personlige beretning”, der har sat dagsordenen for, hvordan vi taler om kontanthjælp og de sociale ydelser, som udgør sikkerhedsnettet i vores velfærdssamfund.
Det er den største fejl i Karina Pedersen-sagen, og det er i virkeligheden dét, som Zetland, Jyllands-Posten, EkstraBladet, B.T., Gyldendal burde sige undskyld for.
Det samme gælder for Anders Samuelsen, som bl.a. på sin Facebookprofil gjorde et stort nummer ud af at anbefale sine disciple at læse Karina-interviewet, men som overhovedet ikke har nævnt, at Zetland efterfølgende har skiftet til bakgear og forsøger at lægge så stor afstand til Karina som muligt.
Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail