Tømmerup Kirke. Foto: Hideko Bondesen - www.nordenskirker.dk

Tømmerup Kirke. Foto: Hideko Bondesen – www.nordenskirker.dk / Wikipedia.

På en måde ville jeg ønske, jeg ikke havde læst, at den forhenværende sognepræst fra Tømmerup Sogn på Vestsjælland skulle i retten i dag. Det endte i hvert fald med at rumstere i hovedet på mig en hel dag, hvor jeg burde have koncentreret mig om andre ting – om vigtigere ting, som jeg flere gange har mindet mig selv om i løbet af dagen.

Men er det egentlig ikke også en vigtig ting, når en sognepræst står tiltalt i retten for hen over flere år at have forgrebet sig på 12 børn?

Først var det en dreng på 12 år, som alene pegede en anklagende finger mod præsten, men trods rasende beskyldninger om løgn og injurier mod drengen og hans familie og massive støtteerklæringer til præsten fra menigheden og lokalsamfundet, valgte politiet alligevel at ransage præstens hjem, og så fandt politiet børnepornografisk materiale og andre beviser, hvor man altså kunne konstatere, at der var tale om ikke bare ét overgreb, men at flere børn var blevet krænket af præsten.

Måske rører sagen noget i mig, fordi den tiltalte er på min alder, boede alene, er barnløs og brugte meget af sin fritid sammen med børn og unge mennesker. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvad der kunne få ham til at misbruge de her børns tillid så groft. Det fascinerer mig. For selv om jeg holder uendeligt meget af børn, så synes jeg – trods alt – at jeg er god til at respektere andre menneskers (både børn og voksnes) grænser og intimsfære og går f.eks. ikke rundt og deler krammere ud i svømmeklubben. De af os, som har en tillidspost, der omfatter kontakt med børn unge, ved jo for pokker udmærket godt, hvor grænsen mellem normal og unormal adfærd – mellem rigtigt og forkert – går. Så det burde ham præsten vel også have været 100 procent klar over? Og børnenes familie, venner, lærere, naboer… Alle ved jo, hvad der er rigtigt og forkert.

Hvorfor sagde de ikke noget?

Der blev fundet billeder af 12 forskellige børn, men kun otte af dem har kunnet identificeres. Flere af forholdene ligger flere år tilbage, og nogle af børnene fortalte først om overgrebene, da de blev konfronteret med billederne af sig selv ved en afhøring hos politiet.

Måske er det dét, der rammer mig allermest. For – med alt det, vi nu har lært og hørt om pædofile – hvordan kunne det så gå til, at en sognepræst i årevis kunne forgribe sig på børn i et lille landsbysamfund, hvor folk ellers kender hinanden og snakker sammen? Hvorfor sladrede børnene ikke? Og hvis de gjorde, hvorfor reagerede de voksne så ikke?

Og så er der hele… hvad skal man kalde det?… ondskaben – hele det fascinerende spind af manipulation og hemmelighedskræmmeri i sådan en sag: Hvordan kunne han gøre det? Hvad gik der gennem hovedet på ham? Og hvordan kunne han tro, at han kunne slippe afsted med det? Og ærligt talt: Hvad bilder han sig egentlig ind, når han sidder i retten og stædigt benægter, hvad børnene modstræbende har indrømmet og fortalt til politiet – også selv om der foreligger billeddokumentation?

I retten har præsten dagen igennem forsvaret sig mod anklagerne om voldtægt og seksuelle krænkelser af både en pige og en række drenge, som man kan læse bl.a. i TV2/Østs live-blog fra retten. De fleste anklager nægter præsten pure – undtaget præcis de forhold, som politiet har fundet meget detaljeret billeddokumentation af, og selv da forsøgte han at underspille graden af alvor i de situationer, som var afbildet. Og midt mellem alle benægtelserne bønfaldt han om, at der ikke skulle vises eller tales om flere af disse skamfulde billeder, og han insisterede på, at han angrede – eller i hvert fald, at han ”ikke vidste”, hvorfor han havde handlet, som det nu var afsløret, men at han ”ser frem til at få behandling” – understået: Hvis retten synes, han har gjort noget, der burde straffes, så kunne han måske godt gå med til noget terapi – hvilket vel er at foretrække frem for fængsel, hvor pædofile er lavest rangeret i hierarkiet.

Kan man overhovedet stole på nogen?

Jeg tror, det er et fællestræk for personfarlig kriminalitet – uanset om det er seksuelle krænkelser eller vold – at det gør en ufattelig stor skade på tilliden. Først og fremmest naturligvis på tilliden mellem offer og gerningsmand, men sådan set også på andre. Kan man nu stole på folk? Hvor mange af os tænker i vore dage stadig, at ”en fremmed er bare en ven, du ikke har mødt”?

For hvis vi ikke kan stole på en præst, hvem kan vi så stole på? Hvilken betydning vil det gigantiske tillidsbrud få for Folkekirken, for religion, for børn, for mænd, for samfundet som helhed? Hvad gør vi for at undgå, at det kan ske igen? Kan vi gøre noget? Vil vi gøre noget?

Eller vil vi helst bare glemme det igen? Det er jeg bange for. Og det skræmmer mig virkelig.

De sku’ ha’ den skåret af!!!

”Pædofile skal melde sig selv på stedet, eller dø hvis de ikke kan styre deres klamme lyster..!!” lyder det i en af de mange kommentarer fra oprørte læsere på EkstraBladets Facebookside, hvor man kan finde link til et referat fra første dag i retten.

Reaktionerne er voldsomme, men også forudsigelige. Faktisk har jeg aldrig forstået den voldsomme trang til at tage afstand fra pædofili. Jeg mener bare: Burde det ikke være indlysende? Når der allerede er 88 vrede reaktioner, hvad får så nogen til at tænke, at de nok hellere lige må tilføje, at ”sådan nogle som ham burde have den skåret af?”

Jeg tror, det handler om, at pædofili er så langt uden for den sociale norm, at vi instinktivt vil forsøge at udstøde den, der er trådt udenfor, og allerhelst vil vi eliminere truslen mod normen. Det farlige er bare, at den seksuelle drift hos de her mennesker tilsyneladende er så stærk, at risikoen for straf – juridisk eller socialt – ikke er nok til at afskrække dem fra at begå disse overgreb.

Og vil det ikke blot forstærke krænkerens incitament til at holde krænkelserne skjult? Vil det ikke blot forstærke tabuet og dermed reducere offerets mod og vilje til at bryde tavsheden?

Lad os tale om det…

Ja, vi kan spærre krænkerne inde og smide nøglen væk, men hvordan undgår vi, at det sker igen? Og igen? Det er vi nødt til at kunne tale om på en åben og afdæmpet måde, hvis vi skal forebygge overgrebene.

Danmarks Radios P1 forsøgte i vinter at finde svar i sagen i en tre-delt dokumentarserie, som greb fat i et af de helt centrale spørgsmål, nemlig hvorfor var der ingen, der reagerede på det unormale i, at 12-årige drenge sværmede omkring og sov i samme seng som præsten?

Der var faktisk nogen, som undrede sig. Der var endda nogen, som konfronterede præsten. Og der var sågar et barn, der fortalte sine forældre om en krænkelse. Men alligevel gik ingen til hverken provsten eller politiet. Og drengene fik stadig lov at overnatte hos præsten.

Hvorfor sagde drengene ikke selv fra? Det er der flere gode forklaringer på.

En sårbar alder

”Når den unge bevæger sig ind i ungdommen omkring 11-13 års alderen, så starter en ny verden, der både kan være ekstremt spændende, men også belastende til tider. Den unge er i gang med at udvikle sig fra at være et barn til at blive voksen. Der er nye udfordringer og kriser, men også nye færdigheder og muligheder på alle områder. Pubertetens kropslige forandringer sætter ind og den unge frigør sig fra familien for at finde sin egen identitet (oplevelse af, hvem man er som person).”

Sådan skriver psykolog Niels Bagge om børns normale udvikling i et i øvrigt meget anbefalelsesværdigt essay over den tid, som for mange af os husker som en spændende, men også til tider vanskelig og forvirrende overgang fra barn til ung. Senere skriver han bl.a. om teenagerens tanke- og værdisæt:

”Der er store forskelle på, hvad hver ung finder frem til. Den unges afsøgning af mening og mål for tilværelsen kan åbne op for spørgsmål af filosofisk og spirituel (åndelig) art. F.eks. findes Gud? Er der et liv efter døden?”

Det er netop her, den pædofile præst har kunnet arbejde med grooming af børnene ved tålmodigt at opbygge et tillidsforhold og langsomt – angiveligt også ved hjælp af alkohol – at nedbryde grænser for normal adfærd. Tømmerup-præsten må have en social intelligens langt over middel, siden han så dygtigt har kunnet manipulere både børn og voksne.

Guds (og biskoppens) velsignelse

Men han havde jo også det blå stempel fra Folkekirken. F.eks. har præsten været en af de prominente foredragsholdere i Roskilde Stift blot få måneder før sin anholdelse, hvor han fortalte om sit ”Unge Discple”-initiativ, som i 2013 var indstillet til Kristeligt Dagblads Initiativpris og var tæt på at vinde, fordi det var sådan en god måde at holde på de unge længe efter konfirmationen.  Ja, goddaw do. Gratis sprut og blowjobs efter sengetid…

De rosende ord og foredragsvirksomheden fik da også brat ende, da sognepræsten blev anholdt og fyret på gråt papir, og så blev der ellers lagt afstand til sagen, og nu forsøger man ihærdigt at holde låget tæt på gryden. F.eks. smækkede provsten røret på, da P1 Dokumentar spurgte ham, hvorfor han havde forsømt at orientere biskoppen om pædofili-mistanker mod Tømmerup-præsten. Og det er da også bemærkelsesværdigt, at dagens retsmøde ikke har været omtalt i Kristeligt Dagblad. Nu skal der ses fremad – og for ALT I VERDEN ikke bagud!

Men livets skal nu engang leves forlæns og forstås baglæns. Jeg tror da også, at mange børn og voksne har vidst, at noget ikke var ”okay”. Men hvorfor holdt de alligevel mund?

Ikke høre, ikke se, ikke tale…

Jeg hæftede mig ved flere ting i DR’s prisbelønnede dokumentar, bl.a. fra den unge mand, som i 12-års alderen havde været alene med præsten på en charterferie til Tyrkiet. Dels insisterer han på, at der ikke var ”sket noget” med ham, ”håber han da”, selv om drengen blev drukket fuld og sov i dobbeltseng med præsten.

Men hvorfor overhovedet sove i samme seng som en voksen mand?

”Jeg vidste jo, at jeg ikke var den første, der havde sovet i samme seng,” fortæller han til DR-journalisterne.

Det bemærkelsesværdige i interviewet var, at den unge mand var meget optaget af, at han – for sin mors skyld – havde ransaget sin sjæl for at kunne berolige hende med, at der ikke var ”sket noget”. Og moren siger selv, at hun har håbet og bedt til, at der ikke var ”sket noget”, for ”det ville hun slet ikke kunne klare”.

Siger hun i virkeligheden ikke på den måde til sin søn: ”Hvis der er sket noget seksuelt, så vil jeg ikke høre om det, for det tåler jeg ikke!”…? Det synes jeg, og det piner mig.

Ingen vil høre – eller tale om – numsesex

For det er jo en anden tung del af hele sagen: Tabu. Det handler om drenge, som har haft sex med en mand. Hvem har lyst til at sidde i retten og skulle fortælle om det?

En af drengene er i radio-dokumentaren ved at fortælle noget om, at drengene godt havde bemærket, at det ofte var de samme drenge, som sov i præstens seng. Men journalister fanger desværre ikke kommentaren og følger ikke op på det. De må have vidst det. Eller i hvert fald have haft en mistanke.

Det har tilsyneladende været den allermest giftige cocktail: En præst med al den autoritet og tillid, som embedet indebærer. Børn i pubertetsalderen, som har haft svært ved selv at sætte grænser. Og tabubelagt seksualitet, som ingen ønsker at tale om.

Der findes ikke nogen enkel forklaring på, hvordan man kan forebygge. Men jeg tror, at en god undervisning i krop og seksualitet både hjemme og i skolen er af afgørende betydning for, at børn og unge selv lærer at kende forskel på, hvad der er rigtigt og forkert. Man kan jo ikke slå alarm, hvis man ikke ved, hvor grænsen mellem normal og unormal adfærd er – og hvis man ikke ved, at man selv har retten til at sige fra, også over for en voksen autoritetsfigur.

Så gør dog noget, Hans Christian…!

For forældre og voksne må den vigtigste læring fra denne her sag være, at man skal reagere på sin mistanke. Skriv en indberetning til kommunen. Gå til politiet. Gør noget!

Og så skal børn og unge vise, at de trygt kan betro sig til forældre, familie, lærere osv., hvis de oplever noget grænseoverskridende fra andre voksne – uanset hvad de måtte have oplevet. Der er ikke noget, der hedder, at ”det her ville jeg ikke kunne klare at høre om” eller ”det her er for ulækkert – det vil jeg ikke snakke om”.

Magasinet Alt om Børn har en guide til forældre, der har en mistanke. Men Sex & Samfund har i virkeligheden gjort det langt mere enkelt og kort: ”Har du en mistanke, så reagér på den!”

Socialstyrelsen har skrevet en grundig guide for fagpersoner, som forældre formentlig også kan få glæde af, bl.a. eksempler på, hvordan børn nonverbalt kan signalere, at noget er helt rivende galt.

Og ruller en sag først, så har Anklagemyndigheden en letforståelig guide til forældre om, hvad der sker ved afhøringer, i retten osv.

Jeg ved ikke, hvad der kommer ud af sagen mod Tømmerup-præsten. Som nævnt frygter jeg, at det hele er så tabubelagt, at der blot vil blive lagt låg på. Det oplevede jeg også selv, da jeg som ung journalistelev dækkede en pædofili-retssag og fik et vredt brev fra en læser, som mente, at jeg havde skrevet børnepornografi i avisen, og at jeg krænkede barnet ved at referere fra retten. Det var simpelthen så grimt, at hun ikke ville se det i sin avis. Og så skød hun på budbringeren.

Men jeg har et lille, spinkelt håb om, at der rundt omkring vil være nogle forældre, som vil tage en seriøs snak med ungerne om kroppen og ”rigtigt og forkert”, og som engang imellem lige vil følge interesseret med i, hvad der foregår ved konfirmationsforberedelsen, på spejderlejren, til fodboldtræningen.

Det kan s’gu ikke være rigtigt, at sådan noget kan foregå i flere år, uden at nogen fatter mistanke.

Nogen burde skamme sig. Det tror – og håber – jeg også, de gør.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail